Systematic zoomer ind på: Kristoffer ”Kristou” Aamand

I samarbejde med hovedsponsor og medejer i AGF Esport, Systematic, bringer vi en artikelserie, der kigger nærmere på AGF Esports CS:GO-spillere. Denne gang skal I møde den blot 18-årige Kristoffer ”Kristou” Aamand.

 

Kristoffer ”Kristou” Aamand var med på AGF Esports CS:GO-hold, da det blev etableret tilbage i januar 2018. I maj i år var han udlejet til det danske storhold North, en udlejningsperiode der udmøntede sig i et salg til samme klub. Som en del af et talentsamarbejde mellem North og AGF, er han nu igen tilbage i folden hos AGF Esport.

”Kristou” er den anden CS:GO-spiller til at medvirke i vores nye artikelserie, hvor vi skal lærer spillerne lidt bedre at kende. Artikelserien er bragt i samarbejde med Systematic.

 

Kristoffer begyndte at interessere sig for computerspil i en tidlig alder. Her høstede han inspiration fra sine brødre, der ligeledes var optaget af at spille computer.

CS:GO-spiller i en travl hverdag

Fritidsinteressen blev senere til en mere seriøs tilgang til især CS:GO. Den 18-årige CS:GO-spiller fra Vejle er i dag en af profilerne på AGF Esport, og hans nuværende niveau er kommet efter flere timer foran skærmen.

 

– Jeg prøver at spiller så meget CS:GO, som jeg overhovedet kan. Det er det eneste, jeg laver, udover at gå i skole. Så for mig handler det om at spille rigtig meget og konstant udvikle mig selv, hvis jeg vil holde mig på toppen, siger Kristoffer ”Kristou” Aamand

 

– I hverdagene går jeg i skole fra klokken 8-15, hvorefter resten af dagen så er dedikeret til CS:GO.

Weekenderne er for det meste også afsat til CS. Her er der ofte tid til at analysere egne kampe, modstandere samt hente inspiration hos nogle af de andre AWP-spillere. Der skal dog selvfølgelig også afsættes tid til lektier og afleveringer i skolen.

 

Kristoffer er en af de spillere, der har været længst tid i AGF Esport. Her er det både blevet til op- og nedture, men han fremhæver især to præstationer, som han er stolt af.

 

– Mine største oplevelser med AGF Esport var, da vi kvalificerede os til turneringen Elisa Invitational 2, da det var vores første ”store” turnering. Vores sejr over North i LOOT.BET Season 7 tilbage i september betød også en hel del. Det var en fed følelse at vinde over et dansk hold, som på papiret var meget bedre end os. Det var bare kæmpestort og samtidig et tegn på, at vi konstant udvikler os som hold.

 

Drømmen og forbilleder

De gode præstationer har betydet, at Kristoffer nu indgår i et talentsamarbejde med netop North. Samarbejdet er et skridt i den rigtige retning i forhold til drømmene om en fuldtidskarriere i esport-verdenen sammen med nogle af hans forbilleder.

 

– Min ultimative drøm er at kunne leve af at spille CS:GO; At deltage ved de allerstørste turneringer og gå head-to-head mod nogle af verdens bedste spillere. Det er klart mit ønskescenarie. Det ultimative drømmeliv.

 

– Dengang jeg startede med CS:GO, spillede jeg meget med den nuværende Astralis-spiller ’device’. Jeg kigger meget på den måde, han spiller på, hans beslutninger og hans vinkler. Han lærte mig at spille spillet til at starte med, og jeg kan godt lide hans måde at være AWP-spiller på.

 

– Derudover er ’valde’ fra OG også en spiller, jeg følger ret tæt. Jeg har snakket og spillet en del med ham. Derigennem har jeg fået et indblik i hans arbejdsmoral og mindset, hvilket er noget jeg efterstræber at kopiere.

 

Yndlingsmap og rolle

Når det kommer til præferencer i CS:GO, så har Kristoffer et helt særligt map, som han foretrækker. Det skyldes hans rolle på AGF Esport, hvor han agerer AWP-spiller.

 

– Min primære rolle hos AGF Esport er at være AWP-spiller. Det betyder, at det ofte er mig, der skal prøve at finde det første kill i runden, samtidig med at jeg også skal forsøge at skabe noget plads på mappet for de andre.

 

– Mit yndlingsmap som AWP-spiller er Train. Her har jeg den største indflydelse på spillet, hvilket oftest også resulterer i en hel del kills på scoreboardet. Samtidig er vores tilgang til mappet også bygget meget omkring AWP’en, hvilket giver mig en hel del muligheder. I starten af runderne laver jeg måske nogle offensive peeks i jagten på et åbningskill, hvorefter jeg trækker mig lidt og spiller runden ud med mine holdkammerater.

 

Systematic er hovedsponsor og medejer i AGF Esport og er en international it-virksomhed med hovedkontor i Aarhus. Virksomheden leverer pålidelige og brugervenlige it-løsninger og produkter, som gør det nemt for kunderne at træffe kritiske beslutninger på et kvalificeret grundlag.