Stort FIFA-talent skriver under med AGF Esport

13-årige Anders Vejrgang, der anses for at være et af Danmarks største FIFA-talenter, har netop skrevet under på en kontrakt med AGF Esport.

Anders Vejrgang har netop sat sin signatur på en kontrakt med AGF Esport, hvor han skal bidrage med sparring og turneringssejre, mens han kan udvikle sig under professionelle rammer.

Vejrgangs opgaver bliver i første omgang at repræsentere AGF Esport ved de danske FIFA-turneringer rundt om i landet, mens han kan hjælpe holdets øvrige spillere med sparring:

– Han er allerede nu blandt de fem bedste i Danmark, så vi kan bruge ham som sparringspartner, hvor han vil øge vores niveau, og så kan han være med til at sætte standarden for vores eSuperliga-hold, så vi præsterer vores bedste hver gang, forklarer træner Lars Korreborg.

AGF Esport sætter standarden for talentudvikling i esportbranchen herhjemme, og den nye signing bliver dermed en del af et professionelt setup, hvor han på sigt kan udvikle sig til en international topspiller. Netop derfor ser Lars ’PrimeTurbo’ Korreborg da også frem til at arbejde med stortalentet:

– Han er en super spændende spiller, og jeg ser frem til at se ham byde ind, med det han kan på holdet, og så glæder jeg mig til at se ham udvikle sig her hos AGF Esport, fortæller Korreborg.

Den unge FIFA-spiller ser også selv frem til at blive en del af AGF Esports store organisation:

– Jeg glæder mig til at starte i AGF og opleve en stor klub indefra. Lars har holdt kontakt til mig løbende, og nu bød chancen sig så, for at klubben kunne tilbyde mig en kontrakt, så det er jeg da super stolt og beæret over, fortæller Anders.

Vejrgang tiltræder på holdet med det samme, og kan dermed komme i kamp ved diverse store danske FIFA-turneringer i løbet af efteråret. Han er endnu for ung til at optræde i eSuperligaen, men her vil hans rolle i stedet blive at give tips og tricks videre til eSuperliga-spillerne.

Hvis du vil lære vores nye spiller bedre at kende, kan du opleve ham til FUT Live den 24. august i Tylstrup Esport Center, hvor han, sammen med resten af holdet, skal forsøge at hjemtage førstepræmien på 10.000 kroner.

——-

For kontaktinfo på medvirkende i ovenstående og yderligere oplysninger kontakt venligst:

Jonas Roulund, kommunikationsmedarbejder, AGF

tlf. 41 60 80 01 / jr@agf-as.dk