René Bryner ser frem til ny eSuperliga-sæson

Vores FIFA-træner er både optimistisk og spændt forud for de første kampe i sæson tre af eSuperligaen, der starter den 13. oktober. Her skal en plads i Finals sikres af vores talentfulde mandskab.

Skuffelsen var ikke til at skjule, da vi i den seneste sæson af eSuperligaen gang på gang måtte gå fra banen med nederlag som følge af overtidsscoringer, reglen om udebanemål eller andre uheldigheder. Vi måtte tage til takke med en 14. plads, selvom spillet på banen egentlig havde potentiale til en placering højere oppe i tabellen.

– Sæsonen var ret underlig, fordi vi spillede så mange tætte og intense kampe, men sjældent fik som fortjent. Vi var uheldige mange gange, og det kunne ses i tabellen. Det var en hård sæson, men jeg er sikker på, at vi kommer til at gøre det bedre denne gang, fortæller Tamer Taser, som fortsat er en del af eSuperligatruppen.

Holdet tæller desuden Mads ’NILL’ Nielsen, Frederik Rom og Lars ’PrimeTurbo’ Korreborg, mens Anders Vejrgang bidrager med sparring og tips og tricks fra sidelinjen, da han endnu er for ung til at optræde i eSuperligaen. René Bryner, der tidligere stod i spidsen for Hobro i eSuperligaen, ser frem til at styre slagets gang fra trænerbænken, når første kamp løber af stablen den 13. oktober:

– Jeg glæder mig helt vildt til at repræsentere min hjemby og de fede trøjer fra AGF Esport for første gang. Vi har arbejde rigtig hårdt op til eSuperligaen, og det er noget, man skal fornemme, når man ser os spille. Målsætningen er derfor at komme i Finals – altså top otte – og så må vi se, hvad der sker derefter, fortæller Bryner.

AGF Esport har fået nye eksklusive lokaler at træne i, og disse lokaler skal gerne lægge grunden til en succesfuld sæson:

– Vi har afholdt et par bootcamps på Ceres Park her op til eSuperligastarten, da man altid får mere ud af træningen, når man er fysisk sammen. Vi har både analyseret spil og modstandere, og så har vi fået spillet ekstremt mange kampe, for at få det nye FIFA ind under huden, forklarer Bryner, der har haft en klar træningsstrategi, siden han tiltrådte i AGF Esport:

– Vi har fokus på spillet som helhed, men der er mange ting at gå i dybden med, og vi går særligt op i, at alle skal komme med input og vidensdele. Det er en helt central del af vores organisation, at vi alle kan og skal lære af hinanden. Hvis vi skal nå målsætningen, kræver det hårdt arbejde, og alle mand skal give 100 %, men så tror jeg også på, at det nok skal gå, fortæller træneren.

Første runde i eSuperligaen afvikles altså søndag den 13. oktober og kan ses på Dplay >>>

Kampene er programsat til søndag og mandag i de følgende uger frem til Finals, som spilles den 7. december ved et stort anlagt live-event.

Hvis du selv er interesseret i at spille FIFA på et mere seriøst plan og måske deltage i eSuperligaen en gang i fremtiden, så kan du tilmelde dig vores FIFA Academy lige her >>>