Rasmus ”FaagaN” Thomsen får ny rolle hos AGF Esport

Rasmus Møller Thomsen kommer fremover til at favne bredere om alt esport i AGF Esport.

 

Rasmus Møller Thomsen har længe været en vigtig del af AGF Esports CS:GO-hold, hvor han har leveret flotte resultater som holdets trænermanager.

Nu tager ”FaagaN” skridtet videre og indtager rollen som Head of Esports. Dermed får han et større ansvarsområde i klubben og forhåbningen er, at han kan føre de gode resultater videre, samt hans gode overblik til resten af AGF Esport, fortæller direktør for AGF Esport, Dan Jessen.

 

– Vi er kommet så langt med esporten som en naturlig del af forretningsudviklingen, at vi nu udvider Rasmus’ ansvarsområde, så han kan tage os til det næste niveau. Det betyder, at han kommer til at have en bredere sportslig forankring hos AGF Esport. Ikke kun for det han har bygget op omkring CS, men også i FIFA og hos vores Gamer-Academy. Med Rasmus i rollen som Head of Esports, så sikrer vi os den bedst mulige udvikling for esporten i klubben, siger Dan Jessen.

 

Rasmus glæder sig over den nye rolle hos AGF Esport og ser samtidig frem til den indflydelse, han kommer til at få.

– Det er en rigtig stor mulighed for mig at være med til at præge den retning AGF Esport går i, og så får jeg samtidig også en større berøringsflade indenfor esporten helt generelt. På den måde håber jeg på at kunne bringe en øget struktur og synergi omkring hele esporten i AGF, siger han.

 

Og selvom Rasmus Møller Thomsen nu får flere opgaver og mere ansvar med den nye rolle, så betyder det ikke, at han stopper som træner for CS:GO-holdet.

 

– Jeg fortsætter med at træne og være fokuseret på holdets præstationer akkurat som før, siger den nye Head of Esports-mand.

 

Rasmus Møller Thomsen træder ind i den nye rolle med øjeblikkelig virkning.

 

Kunne du selv tænke dig at blive en del af AGF Esports udvikling, så kan du læse mere om klubben og melde dig til lige her.