Optakt: Topkampe i aftenens Elgiganten Ligaen-opgør

Ovenpå en godkendt uge, som dog udmundede sig i CS-holdets første nederlag i Elgiganten Ligaen, så er holdet klar til at forsøge at skyde sig længere i front igen i aften. Her står den på flere topopgør, hvor en tre-kamps spillerunde skal gøres til en ni-points triumf.

 

I aften er der vanen tro Elgiganten Ligaen på programmet, og her er der linet nogle store opgør op, når vi møder både Ambush, Lyngby Vikings og Obsidian. Holdet kommer ud til kampene efter en udmærket uge, som dog så holdet inkassere deres første nederlag i denne sæsons Elgiganten Ligaen.

 

– Det er et godt eksempel på det her med, at BO1’s hurtigt kan stikke af. Det gjorde kampen mod Sigma, fordi vi fik en dårlig start og vores individuelle aftaler ikke helt var på plads, og det kostede os et nederlag. Mod Kinetic var vi anderledes afgørende og kyniske, hvor vi også slog dem 16-2 på Inferno. Så det var en blandet omgang, siger Head of Esport, Rasmus ’FaagaN’ Thomsen.

 

Flere topopgør i vente i aften

Kaster vi blikket mod aftenens opgør, så venter der flere topopgør i den hjemlige turnering. Med tre kampe på blokken mod blandt andet Ambush og Lyngby Vikings, så er der altså lagt op til en spændende CS-aften. Og håbet og troen, på at det bliver gode runder fra GF’ernes side, er stor.

 

– Med det in mente, at både Ambush og Lyngby Vikings har hjemmebane, så føler vi os ret godt rustet på, hvad de kan komme med. Derfor håber og tror jeg også på, at det bliver en 9-points runde. Vi vil rigtig gerne se os cementere vores favoritrolle og bevise, at vi er det bedre hold i øjeblikket, siger ’FaagaN’.

 

Og at CS-gutterne fra AGF Esport nuværende er en tand bedre en konkurrenterne, det blev også understreget i den forgangne uge. Dust2.dk kom med deres opdaterede liste over top-15 i Danmark, og her havde De Hviie Counter-Strike-gutter igen indtaget pladsen som det 6. bedste hold i Danmark. Det giver holdet en optimisme og et skulderklap, som kan tage dem videre fremad, mener ’FaagaN’.

 

– Det er et godt udgangspunkt, fordi det er der, vi gerne ser os selv, så det er selvfølgelig fedt. Om noget tid håber vi så videre på, at vi også kan konkurrere med Copenhagen Flames, når vi også når så langt, siger han.

 

Følg med på stream!

Dermed er der lagt op til en spændende tid, og ikke mindst aften, som byder på en spændende udvikling og flere spændende opgør. Der er altså god grund til at følge med, når CS-holdet skal forsøge at skyde sig til de 9 point i aftenens kampe. Programmet for i aften er således:

 

Kl. 18.00: AGF Esport vs Obsidian Esports – Ingen stream

Kl. 20.00: Ambush vs AGF Esport – Stream: Twitch.tv/dust2tv

Kl. 21.00: Lyngby Vikings vs AGF Esport – Stream: Twitch.tv/dust2tv

 

Der ønskes held og lykke til drengene i aftenens opgør – hiv pointene hjem til smilets by!

KSDH!