Optakt – Powerligaen S11/R6, R7 & R8

Det tætte kampprogram i Powerligaen fortsætter tirsdag aften, hvor vi skal ud og hente flere sejre for at lege med i toppen.

Vi fik vores sag for i gårsdagens kampe mod topholdene fra CPH Flames, STEP og Goldengitte, og det blev desværre kun til en enkelt sejr. I dag venter flere vigtige opgør i Powerligaen.

Ambush, Ancora og ImmuNe er modstanderne den 17. september, hvor vi igen skal kæmpe for at slå vores navn fast som tophold i rækken.

AGF Esport – Ambush, tirsdag den 17. september klokken 18.

Ambush har vundet én ud af tre kampe, men de skal bestemt ikke undervurderes af den grund. En tæt kamp mod topholdet STEP endte 12-16, mens Goldengitte besejrede dem med cifrene 14-16. I gårsdagens kamp mod ImmuNe fik de så endelig en sejr på 16-6, så intet er givet på forhånd mod holdet, der indtager en flot 79. plads i verden i skrivende stund.

Se HVLT-ranglisten her >>>

Holdet består af Rasmus ’raalz’ Steensborg, Danny ’BERRY’ Krüger, Mathias ’ PR1mE’ Carlsen og Thomas ’Ryxxo’ Nielsen, som alle har joinet holdet i løbet af indeværende år.

Omvendt stiller vi op med Hector ’HECTOz’ Jensen, Magnus ’Fr0slev’ Frøslev, Kristoffer ’kristou’ Aamand, Andreas ’blaq’ Elversøe samt en vikar for TMB, der blev solgt til Flames tidligere på sæsonen. Her har både ’blaq’ og ’kristou’ været på holdet siden starten i 2018, mens ’Fr0slev’ og ’HECTOz’ allerede har bevist deres værd i flere turneringer og kampe, siden de tiltrådte i juni i år.

Et spændende opgør, hvor vi igen skal ud og vise, at vi vil lege med i toppen i dette års Powerliga.

AGF Esport – Ancora, tirsdag den 17. september klokken 19.

Ancora er et noget mere ubeskrevet blad i CS-kredse, men de har egentlig leveret hæderlige præstationer, på trods af at de efter syv kampe endnu har deres første sejr til gode. Holdet er startet af Patrick ’b0ychild’ Buurmeister i marts 2019.

16-12 vs. CPH Flames, 16-11 vs. STEP, 16-12 vs. Goldengitte, 16-14 vs. Ignite, 19-16 vs. ImmuNe og så et par enkelte snittere mod Maknitude og Atlando på 16-5 og 16-8 lyder nederlagene, så de har været fint med i kampene, selvom det ser skidt ud rent pointmæssigt indtil videre i deres debutsæson i Powerligaen.

Dog må det siges at være et af de hold, vi skal slå, hvis vi vil blande os i toppen af Powerligaen, og en sejr er påkrævet her for fortsat er gøre os gældende i forhold til en eventuel playoff-plads.

AGF Esport – ImmuNe, tirsdag den 17. september klokken 20.

ImmuNe er en esport-organisation som blev grundlagt i september 2017. Holdet har dog undergået store forandringer i år, da investorerne trak sig i marts, hvilket har betydet en omstrukturering med et helt nyt setup mht. spillere, træning, samarbejdsklubber mv.

Powerliga-holdet består nu af Oliver ’IceBerg’ Berg, Daniel ’Vazor’ Nørremark, Filip ’zeq’ Pedersen, ’Zatty’ og Kenni Rye ’wezx’ Holmberg.

Der bliver således gensyn med vores tidligere spiller, ’zeq’, som blev erstattet, da vi hentede ’HECTOz’ og ’Fr0slev’ til holdet i forsommeren.

ImmuNe tabte deres første to kampe 9-16 vs. STEP og 7-16 vs. Atlando, mens de hentede sæsonens første sejr på 16-13 mod Ignite. I gårsdagens kampe fik de en enkelt sejr og to nederlag, hvilket bringer dem op på en 7. plads i ligaen, så lad os håbe, at vi kan vise, hvor skabet skal stå, når kampen løber af stablen tirsdag aften.

Husk at du kan følge holdets kampe på Twitch >>>