Optakt – Powerligaen S11/R2

Vi tog en sejr i første kamp i Dust2.dk’s Powerligaen sæson 11 i første runde. Denne uge venter Ignite, der kan blive en større mundfuld for vores CS:GO-mandskab.

Vi indtager førstepladsen i Powerligaen inden mandagens opgør mod Ignite Esport, som endnu ikke har spillet i denne sæson. 16-8 blev sejrscifrene mod Atlando i første runde, og nu skal vi gøre alt, hvad vi kan for at fastholde førerpositionen, så vi stiller os selv med de bedste kort på hånden i forhold til at kvalificere os til Playoffs.

Vi kan dog forvente mere modstand og sværere taktiske beslutninger, end i forrige runde mod et stærkt og ambitiøst Ignite-mandskab.

AGF Esport – Ignite Esport, mandag den 2. september klokken 21.

Mandagens modstander er repræsenteret af danskerne Philip ’tekziNz’ Karsbøl, Christian ’phoxyy’ Friis-holm, Casper ’POX’ Stybert, Marc  ’Crazigl’ Regardsoe og Rasmus ’Frawfact’ Munk.

Holdet blev etableret i begyndelsen af 2018 og er siden blevet en integreret del af den danske CS:GO-scene, hvor de har markeret sig lige omkring den nationale top 10.

De træner fire gange om ugen, og afholder derudover bootcamps for spillerne, der er mellem 15-25 år, så det er med andre ord en seriøs organisation, der stræber efter at blive en fast del af den danske top 10 samtidig med, at de i fremtiden ønsker at markere sig internationalt. De har dog skiftet en del ud i truppen inden denne sæson, hvilket kan falde ud til vores fordel.

Vi står overfor en modstander som på mange områder har samme tilgang til spillet som os, og det bliver spændende at se, hvordan FaagaN og co. får dem knækket i denne interessante – og på papiret ret lige duel. Vi må anses som favoritter til at tage sejren, men intet er givet på forhånd , så vores gutter skal spille op til deres bedste for at sikre sig sejren her.

Husk at du kan følge holdets kampe på Twitch >>>