Optakt: Føringen skal udbygges i Elgiganten Ligaen // ESEA Advanced skydes i gang

I aften står den igen på spændende opgør i Elgiganten Ligaen, som gerne skal udbygge De Hviie CS-gutters føring og sende holdet mod playoff og et titelforsvar. På søndag er der så igen masser af action, når holdet på ny skyder sig ind på den internationale scene med håbet om oprykning til MDL, når ESEA Advanced starter.

Det blev til et par hårde runder i sidste uges kampe i Elgiganten Ligaen, hvor Counter-Strike-mandskabet måtte ud i overtime mod Ignite, mens opgøret mod Spirit of Amiga blev resultatmæssigt tættere end forventet. Begge kampe endte dog med sejr til De Hviie på hhv. 19-15 mod Ignite og 16-12 mod SoA.

 

– Mod Spirit of Amiga var vi aldrig i fare. Vi fik skabt en solid føring i starten af kampen, og så lettede vi måske foden lidt fra speederen, men får gasset godt op igen og lukker kampen til sidst, siger Head of Esport Rasmus ’FaagaN’ Thomsen.

 

– Kampen mod Ignite var dog tættere, end den skulle have været. Vi vidste godt på forhånd, at vi skulle være opmærksomme, for sådan er det med de her BO1’ere, hvor det hurtigt kan komme til at se sort ud, hvis man ikke kommer godt fra start og taber nogle key-runder. Men set fra et positivt synspunkt var det fedt at vi kunne få vendt resultatet i en kamp, hvor vi havde det svært, siger han yderligere.

 

ESEA Advanced skydes i gang

Når det igen bliver søndag er det tid for CS-gutterne til, at de skal ud og kæmpe på den internationale scene. ESEA Advanced begynder nemlig her, og i første runde står GF’erne i et opgør mod lettiske Vyrix. Og med håbet om at rykke op i MDL, så er det modstander, som skal overvindes, fastslår træner ’FaagaN’.

 

– Målet er selvfølgelig at få en god start. Vi har fået overkommelige modstandere, så jeg forventer, at vi går 2-0 efter de første kampe. Men ligesom mod nogle hold I Elgiganten Ligaen, så kender vi ikke meget til dem, så vi skal fortsat have respekt for modstanderne og være klar fra start, siger han.

 

Den efterhånden garvede GF’er Magnus ’Frøslevv’ Frøslev er også sikker på, at holdet vil få en god start, og vurderer, at den internationale turnering betyder meget for mandskabet i denne sæson.

 

– ESEA Advanced har en meget høj prioritet for os i denne sæson. Mulighederne for oprykning ser gode ud, og vi føler ikke, at der er nogen hold i ligaen, vi ikke kan slå. Derfor synes jeg også, at det vil være en skuffelse, hvis vi ikke indfrier vores mål om oprykning til MDL. Det er det også selvom, at vi godt ved, at det bliver svært, men jeg kan mærke, at denne sæson er vores sæson, siger han optimistisk.

 

Og om det nuværende mandskab har styrken til at kunne overkomme udfordringerne er han slet ikke i tvivl om.

 

– Det nuværende lineup i AGF er uden tvivl det stærkeste, jeg har været en del af. Produktiviteten af træningen er langt bedre, og alle på holdet giver sig fuldt ud. Resultatet af dette er en hurtigt stigende udvikling, og det kan tydeligt mærkes med de skridt, vi allerede har taget både i ligaen, men også i diverse kvalifikationer, siger han.

 

Storopgør i vente i Elgiganten Ligaen

I aften går det så i gang igen i den hjemlige turnering, når holdet krydser klinger med Kinetic og Sigma. Det er altså to af de store hold, som CS-mandskabet skal op imod i aften. Optimismen forud for aftenens kampe er dog fortsat høj over hele linjen.

 

– Det er to spændende opgør, som er i vente i aften. De kan ændre sig alt efter, hvordan mapsene spiller sig ud. Ikke desto mindre, så forventer jeg at drengene henter seks point på kontoen i aftenens opgør, siger Head of Esport, ’FaagaN’.

 

Også ’Frøslevv’ er klar til kamp, og påpeger samtidig, at holdet skal være forberedt fra start.

 

– Kinetic og Sigma er ikke nogle hold, som man skal undervurdere. Derfor skal vi være koncentererede fra start. Men hvis vi spiller vores spil og møder veloplagte op, så er jeg også sikker på, at vi vinder kampene komfortabelt. Personligt har jeg med det nye lineup fået mere rum til at fokusere på mit individuelle niveau, og derfor forventer jeg også at kunne bidrage med en masse frags til aftenens kampe, slutter han.

 

Derfor er der alt mulig grund til at følge med i aften, når holdet skal forsøge at udbygge føringen i toppen af Elgiganten Ligaen. Med en stor optimisme at spore på holdet, så er der altså alt mulig grund til at følge med i aftenens opgør, som starter kl. 19.00:

 

Kl. 19.00 AGF Esport VS Kinetic – STREAM: Twitch.tv/dust2tv

Kl. 21.00 AGF Esport VS Sigma – STREAM: Twitch.tv/dust2tv

 

Hop ind på streamen og følg drengene i aftenens kampe!

 

KSDH!