Optakt – Finals og Rookie League

Lørdag formiddag ruller bolden ved finalerne i Rookie League, og her har vi 13-årige Anders Vejrgang med som repræsentant for AGF Esport. Selvom han er en af de yngste deltagere i morgendagens arrangement, så er forventninger alligevel høje til det unge talent:

 

-Jeg forventer, at Anders går langt. Han har været fokuseret og trænet godt op til turneringen. Vi har haft nogle gode snakke, og han er top motiveret til at give den en skalle i Rookie League, som nok er den største turnering han har deltaget i indtil nu, fortæller AGF Esports FIFA-træner René Bryner Hansen.

 

Vejrgang skal i første omgang forsøge at spille sig til videre avancement fra gruppespillet, hvor han har sin første kamp kl. 11. Her møder han den tidligere eSuperliga-spiller ”Hagelquist19” fra Randers FC.

 

Udover randrusianerne, så krydser Vejrgang også klinger med vinderne af klubmesterskaberne i SønderjyskE, FC Midtjylland og Hobro IK. Avancerer han sig fra gruppespillet, venter semi-finalerne på den anden side.

 

Udover Rookie League til Finals, så er der selvfølgelig også masser af eSuperliga-action. Selvom vi ikke kvalificerede os til deltagelse ved lørdagens store Finals-arrangement, så vil spillerne for eSuperliga-mandskabet være til stede ved lørdagens event.

 

Her vil der være mulighed for at spille mod ”Primeturbo” og ”Rom” ved Beat a Pro eventet i FIFA-fanzonen fra kl. 14.00-14.30. Udover at spille mod AGF-spillerne, så vil det resterende af esports-mandskabet være til stede, hvor man kan møde og snakke med ”Tamer”, ”Nill” og FIFA-træner ”Bryner”.

 

Dermed er der lagt op til et brag af et show, når tredje udgave af Finals i morgen løber af stablen, hvor AGF Esports med Anders Vejrgang i spidsen har mulighed for at tage et trofæ med hjem til Aarhus.