Optakt: En stor uge i vente for FIFA- og CS:GO-mandskaberne

Det blev en spændende start på året, da CS:GO-holdet og FIFA-mandskabet alle var i aktion i den forgangne uge. CS:GO-drengene fik skudt POWER Ligaen og ESEA Advanced i gang, mens FIFA-gutterne sled sig igennem kvalifikationer, Weekendliga og bootcamp.

 

Counter Strike-mandskabet startede ugen ud med at slå Stepback 19-17 i en medrivende kamp, som først blev afgjort i overtime. Det nåede flere gange at blive spændende, men med en god slutspurt fik drengene hevet sejren hjem.

 

I ESEA Advanced åbnede mandskabet med et nederlag til finske SJ Gaming på 16-9, mens holdet kort tid efter fandt det gode spil frem og slog danske kinetic 16-10. Ovenpå kampene var der både skuffelse og positivitet at spore hos AGF Esports Hector ”HECTOz” Jensen.

 

– Det var et lidt skuffende resultat mod SJ Gaming. Jeg tror bare, at de var bedre forberedt på dagen, mens vi ikke helt var oppe på dupperne. At vi så derefter vinder over kinetic er selvfølgelig fedt, siger CS:GO-spilleren.

 

 

Bootcamp med kvalifikationskampe og Weekendligaen

Mens CS:GO-spillerne har taget hul på deres primære turneringer, så må FIFA-holdet stadig vente lidt inden eSuperligaen igen bliver sparket i gang. Det stopper dog ikke drengene i at holde fast i den gode form.

 

I den seneste weekend har spillerne kæmpet både fysisk og digitalt, da bootcampen bød på både fysisk aktivitet samt et stort fokus på Weekendligaen og især EA’s kvalifikationskampe. Flere spillere er videre til fase 2 af kvalifikationskampene, og formår de at gå igennem alle tre runder, så kan de se frem til at deltage i en international turnering, hvis lokation endnu ikke er blevet offentliggjort af EA.

 

En af spillerne, som spillede sig videre fra weekendens kampe, var AGF Esports nyeste FIFA-signing, Mads ”Nill” Nielsen, som præsterede at gå ubesejret igennem kvalifikationskampene med 7 sejre i træk, hvilket dermed sikrede FIFA-spilleren videre kvalifikation.

 

– Grunden til, at det gik så godt, det er nok fordi, at jeg har lagt så meget hårdt arbejde i det, den seneste tid. Jeg træner mange timer om dagen og ser på, hvad jeg kan gøre bedre. Dertil har det gjort en stor forskel, at jeg er kommet til AGF Esport, fordi der er meget fokus på både den normale træning, men også det fysiske og mentale aspekt af spillet. Så det er rigtig stort for mig, fortæller ”Nill”.

 

 

Store forventninger fremadrettet

CS:GO-holdet skal igen i denne uge kæmpe for at opnå deres mål om at nå i MDL, når drengene skal kæmpe internationalt i ESEA Advanced. Inden da skal mandskabet dog i kamp i den hjemlige POWER Liga, når de i aften kl. 21 og 22 møder hhv. Sørby Main og kinetic. Kampene glæder holdet sig til, og forventningerne er store hos spillerne selv.

 

– Jeg forventer to sejre i dagens kampe i POWER Ligaen, da vi føler, at vi er bedre hold end både Sørby Main og kinetic. Jeg håber også, at vi viser et højt niveau i ESEA Advanced, inden vi i weekenden skal til GGW-LAN, som jeg håber på, at vi vinder, siger Hector ”HECTOz” Jensen forventningsfuldt.

 

I næste weekend skal FIFA-spillerne så videre til fase 2 af kvalifikationskampene, hvor AGF Esport udover ”Nill” også har Tamer og ”PrimeTurbo” med i puljen. Også her er forhåbningerne store, når spillerne skal forsøge at kæmpe sig videre på den internationale scene.

 

– Jeg har meget gode fornemmelser op til næste weekend. Jeg føler, at jeg er meget godt spillende for tiden, og så har jeg fået mig en målsætning om at komme til en international turnering, så det er et rigtig godt step allerede nu at gå videre til fase 2. Mit mål er derfor helt sikkert at komme hele vejen igennem kvalifikationen, siger Mads ”Nill” Nielsen slutteligt.

 

Kunne du tænke dig at repræsentere AGF Esport i FIFA eller CS:GO, og drømmer du om at tage med til GGW-LAN eller internationale turneringer som spiller i stedet for tilskuer, så tag et kig på vores hjemmeside, hvor du kan læse mere og melde dig til vores CS:GO Academy eller FIFA Academy.