Ny CS:GO-spiller til AGF Esport

Auni ’AvovA’ Chahade har efter en kort prøveperiode skrevet kontrakt med vores Counter Strike-mandskab. Han fuldender dermed holdets start-femmer.

Vores CS:GO-hold har siden salget af Thomas Bundsbæk haft forskellige spillere forbi til træninger og kampe for at finde den helt rigtige afløser, og nu er valget faldet på den 20-årige Auni Chahade – i gamerkredse bedre kendt som AvovA.

En signing som CS:GO-træner, Rasmus ’FaagaN’ Thomsen, er meget tilfreds med:

– AvovA bridrager med en hel del firepower og en god ro, når han spiller. Han passer godt ind på holdet socialt og er ikke bleg for at tage de positioner og roller, der gavner holdet mest. En meget uselvisk spiller, som kan påtage sig mange forskellige arbejdsopgaver. Sådanne typer er en fryd for os trænere at arbejde med, så det skal nok blive super godt, fortæller Rasmus Thomsen.

Avova har stærke individuelle kvaliteter, og han har blandt andet vundet eOddset Aim Star 1v1 og fået en flot andenplads i Bilka Aim King 1v1. Det er med andre ord en spiller, som passer godt ind på holdet, da han har et stort potentiale, som skal forløses gennem en løbende udvikling i AGF Esport. Signingen kan samtidig medvirke til at give holdet den ro, der skal til for at tage endnu et step op i det danske gamermiljø:

– Vi bestræber os på at fastholde positionen som nogle af Danmarks førende indenfor talentudvikling i esport, og med denne tilføjelse til truppen har vi nu et ungt og velspillende mandskab, som kan fortsætte den positive udvikling mod toppen af ranglisterne nationalt såvel som internationalt, forklarer direktør i AGF Esport, Dan Jessen.

CS:GO-holdet afholder en omfattende bootcamp i efterårsferien, hvor AvovA kommer til at blive spillet endnu bedre ind på holdet. Han kan opleves i den hvide trøje for første gang, når holdet spiller ESEA Advanced den 13. oktober.

——-

For kontaktinfo på medvirkende i ovenstående og yderligere oplysninger kontakt venligst:

Jonas Roulund, kommunikationsmedarbejder, AGF

tlf. 41 60 80 01 / jr@agf-as.dk