Nu skydes eSuperligaen i gang!

På onsdag og torsdag ruller den virtuelle bold over skærmen på Viaplay, når eSuperligaen sæson 4 sparkes i gang. I sidste sæson glippede drømmen om komme med til Finals, og derfor er holdets målsætning mere klar end nogensinde før.

 

I mandags udtog FIFA-træner René Bryner den trup, som skulle repræsentere AGF Esport i eSuperligaens 4. sæson. Truppen skal for første gang i aktion i midtugen, hvor den største danske FIFA-turnering sparkes i gang med en spillerunde både onsdag og torsdag. Og forventningerne til De Hviies mandskab er store hos holdets træner.

 

– Vores hold er stærkt. Vi har virkelig haft fokus på, at sammenholdet er helt på plads og på at terpe og tilrettelægge vores spil. Sidste år afgjorde tilfældighederne, at vi ikke kom til Finals, og derfor er målet i år helt klart: Vi SKAL til Finals. Målet er en top-4-placering, men lykkes det ikke, så må vi tage den i playoffs, siger en ambitiøs træner Bryner.

 

Nye ansigter i truppen

I denne sæson er der kommet et par ændringer i truppen. Mads ’Nill’ Nielsen er blevet en del af holdet, mens Carl-Emil ’Carli’ Jørgensen er kommet ind som truppens 5. mand. Og udtagelsen til eSuperliga-mandskabet er noget, som den 16-årige AGF Esport Academy-spiller er glad for og understreger samtidig, at han på alle måder er klar til at hjælpe holdet med at opnå målsætningerne.

 

– Jeg er rigtig glad og stolt over, at jeg er blevet en del af AGF Esports eSuperliga-trup til denne sæson. Det er fedt at have muligheden for at kunne komme i kamp i ligaen, selvom jeg nok godt ved, at jeg ikke kan forvente at komme i kamp, da vi er en trup på 5 rigtig dygtige spillere, siger ’Carli’

 

– Jeg håber selvfølgelig stadig på, at jeg kan få min debut, og hvis jeg præsterer godt, så er muligheden der for, at det sker. Men uanset hvad, så glæder jeg mig bare til at komme i gang – også som støtte for holdet, hvis jeg ikke selv skal spille, fortsætter han.

 

Også den nye mand i truppen har store forventninger til holdets præstationer i denne sæson, som vurderer, at sidste års skuffende exit kan virke som motivation for mandskabet i år.

 

– Jeg forventer og håber på, at vi kommer til Finals. Efter sidste sæsons nederlag i de afgørende kampe, så skal vi simpelthen med i år. Jeg tror derfor også, at det bliver en rigtig god og spændende periode, som vi går i møde, og jeg glæder mig til at være en del af det, siger det 16-årige talent.

 

Sidste års finalister venter i de første runder

Holdets første forsøg, på at leve op til de høje forventninger til denne sæson, er på onsdag og torsdag, hvor holdet møder sidste års eSuperliga-finalister fra FCK og AC Horsens. Træner Bryner ser det som en udfordrende åbningsuge, men tror samtidig på holdets chancer.

 

– Det bliver selvfølgelig en svær start at skulle møde de to finalister fra sidste sæsons eSuperliga-Finals, men jeg tror på holdet, og på at det arbejde, som vi har lagt i det den seneste tid, kommer til at vise sig, og at vi får point med fra de første opgør, slutter træneren.

 

Alt tyder derfor på, at det bliver en spændende sæson, som AGF Esport går i møde. Holdet får brug for alt den opbakning, som de kan få – så følg med hver uge, når FIFA-mandskabet onsdage og torsdage skal spille sig mod slutspillet.

 

Ugens kampe:

AGF – FCK –> Onsdag d. 11. marts 2020, kl. 18.30

ACH – AGF –> Torsdag d. 12. marts 2020, kl. 18.30

 

Drømmer du selv om, at blive en del af AGF Esports FIFA-mandskab? Så læs mere og meld dig til vores FIFA-Academy lige her.