Hæsblæsende uge med eSuperligaen i vente

I sidste uge blev eSuperligaen påny skudt i gang efter flere måneders pause. FIFA-holdet fik både op- og nedture i comebackrunderne, og de positive ting skal der bygges videre på i en uge, som byder på intet mindre end 5 kampe.

 

Målet var sat til sidste uges runder – der skulle vindes mindst to ud af tre, og AGF Esports FIFA-hold skulle vise, at de ville med til Finals. Efter at have spillet de tre runder må holdet dog sande, at det kun blev til en enkelt sejr i de tre, selvom spillet så fint ud.

I comebackrunden mødte FIFA-drengene de forsvarende mestre fra AC Horsens, og her måtte de gå fra kampen med et 3-1 nederlag trods fint spil og en del chancer.

Mod Lyngby BK så det endnu mere positivt ud, hvor drengene helt frem til det 86. minut i anden kamp så ud til at vinde mod en meget svær modstander. Her lavede en sen scoring dog om på kampens resultat, som i stedet svingede sejren til de kongeblå med et samlet 3-2 resultat.

I fjerde runde var heldet dog vendt, hvor GF’erne efter et samlet 3-3 resultat kunne se sig som sejrsherrer grundet reglen om udebanemål. Det blev således til en enkelt sejr ud af tre, og ugens runder var godkendte taget i betragtning af, at heldet ikke lige var på holdets side, mener FIFA-træner, René Bryner.

–  Jeg synes, at vi spillede flot FIFA, men desværre havde vi bare ikke marginalerne med os. Vi kom frem til det vi skulle, men vi var bare ikke skarpe nok på chancerne. Jeg er fortrøstningsfuld, og jeg er sikker på, at vi nok skal spille med om slutspillet igen i år, siger træneren.

 

Finals er fortsat målet

Tamer Taser var den eneste af spillerne, som var med i samtlige kampe i de tre forgangne runder. Selvom FIFA-spilleren var tilfreds med at kunne hjælpe holdet i alle kampene, så var tilfredsheden ikke ligeså stor med resultaterne.

– Jeg er ikke tilfreds med udbyttet, da vi kunne have fået ni point istedet for tre point. Vi havde tre rigtig tætte kampe med vandt kun en af dem. Jeg kunne også selv have vundet mindst to af mine egne kampe, og derfor er jeg ikke helt tilfreds, siger FIFA-spilleren.

Men selvom runden ikke helt gik som planlagt for den unge GF-spiller, så er han fortsat helt sikker på, hvad den langsigtede målsætning er.

–  Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at få AGF med i Finals, og det er jeg ikke i tvivl om, at vi stadig kan nå, siger Tamer Taser.

 

Hele 5 kampe de næste tre dage

I aften og de næste to dage fortsætter eSuperligaen i et højt tempo. Hele fem kampe er på blokken, hvor holdet igen skal forsøge at trække nogle point med hjem til smilets by. Og målet for de kommende runder er klare hos træner René Bryner.

– Vi skal ud og sende et klart statement. Vi ligger nummer 12 lige nu, som på ingen måde er der, hvor vi ser os selv. Vi vil kæmpe med om top-4, så der skal nogle sejre på bordet, så vi kan komme op og kæmpe der, hvor det er sjovt, siger han sluttelig.

 

Programmet for de næste par dages kampe:

Tirsdag kl. 19.00: AGF Esport – Esbjerg fB

Tirsdag kl. 21.00: AGF Esport – Hobro IK

Onsdag kl. 18.30: AGF Esport – FC Midtjylland

Torsdag kl. 19.00: AaB – AGF Esport

Torsdag kl. 21.00: Vejle BK – AGF Esport

 

Følg med på Viaplay og TV3 Max, hvor holdet denne uge kan følges live i alle opgørene. Hop ind og støt og drengene til sejr, når de forsøger at kæmpe sig højere op i tabellen og tættere på Finals.

 

KSDH!