Forårets resultater: Sådan gik det vores mandskaber

FIFA-holdet kom i problemer i anden sæson af eSuperligaen, mens CS:GO-mandskabet stiger støt i graderne på både den danske og internationale scene.

Vi kan se tilbage på mange op- og nedture ved denne halvårsstatus, da vores FIFA-hold havde marginalerne imod sig i eSuperligaen og CS:GO-teamet leverede den ene store præstation efter den anden på tværs af turneringer og landegrænser.

FIFA-holdet manglede heldet

Efter sidste sæsons semifinaleplads var forventningerne høje til vores FIFA-mandskab i dette års eSuperliga sæson 2, men uheldet forfulgte os i høj grad i de første runder, og så blev fokus mere på at levere godt spil og lære en masse fremfor fokus på top otte, der giver adgang til Playoffs.

Vi tabte således en række kampe på reglen om udebanemål, og en enkelt gang nåede vores spillende træner ikke frem til kampstart på grund af en motorskade i bilen.

Holdet sluttede på en skuffende 14. plads ud af 16. Resultaterne viser dog, at det kun var FCK, som var markant bedre end os, da de slog os 7-2. Ud af de 11 tabte kampe var der kun fire kampe vi tabte med mere end et mål, og de fleste kampe blev tabt på reglen om udebanemål. Der er således meget positivt at tage med, på trods af en resultatmæssigt hård sæson for Rom, Korreborg, Krøll og Taser. FIFA-mandskabet har holdt lidt ferie, men er fortsat i skarp træning for at forberede sig til efterårets eSuperliga. Hvis du er lige så bidt af FIFA, som eSuperliga-drengene, så kan du melde dig til vores FIFA Academy, hvor man bliver trænet af Lars PrimeTurbo og går til FIFA med andre ligesindede entusiaster.

Læs mere om akademiet og bliv klogere på AGF Esport lige her >>>

CS:GO-mandskabet blandt verdens 65 bedste

Mens FIFA-holdet kæmpede lidt med tingene, så har vores Counter-Strike mandskab arbejdet sig længere op ad diverse ranglister. Vi blev i løbet af foråret en fast del af den danske top 10, mens vi nåede en milepæl på HVLT-ranglisten, da vi ramte top 65 efter Copenhagen Games.

Året begyndte med en sejr i den mindre turnering, Fjerritslev Lan, hvorefter vi spillede en vellykket kvalifikation til ESEA Advanced. Forårets højdepunkt kom, da vi tog den samlede sejr i B-turneringen ved Copenhagen Games i april. Vi deltog også i Powerligaen, hvor vi på fineste vis kvalificerede os til Playoffs. Her blev knockout-kampen mod Copenhagen Flames desværre endestationen. Vi fik samtidig vist flaget på flotteste vis efter vores kvalifikation til ESEA Advanced. Her sluttede vi som nummer 24 ud af 70, og kun et 2-0 nederlag til det polske tophold, ACTINA PACT, kunne forhindre os i at avancere yderligere.

I begyndelsen af juni kunne vi offentliggøre, at Magnus ’Fr0slev’ Frøslev og Hector ’HECTOz’ Jensen blev en del af holdet, og de har allerede sat deres aftryk. Med de to nye spillere i truppen håber vi i endnu højere grad at kunne gøre os gældende på den danske- såvel som den internationale CS:GO-scene fremover.

 

Ferie bliver der ikke meget af for vores esportmandskaber, da både CS-GO- og FIFA-holdet over sommeren afholder bootcamps på Ceres Park & Arena, hvor nye taktikker og forbedret kommunikation skal trænes.

 

Hvis du vil føle dig som en rigtig eSport-stjerne og samtidig vise din støtte til AGF Esport kan du anskaffe dig en AGF Esport spillertrøje. Den kan findes i fanshoppen >>>