FIFA-profiler forlænger med AGF Esport

Både Tamer Taser og Frederik Rom har netop forlænget deres kontrakter og kan således også opleves i den hvide trøje til den kommende eSuperliga-sæson.

18-årige Tamer Taser og den halvandet år yngre Frederik Rom kom begge til AGF Esport i begyndelsen af 2019. Nu har de sat deres signatur på en kontraktforlængelse, og vi kommer dermed til at opleve dem, når den seneste sæsons lidt skuffende 14. plads i eSuperligaen skal forbedres. Noget begge spillere er opsatte på skal ske:

– Jeg glæder mig til at forbedre sidste års præstation i eSuperligaen, hvor vi ikke levede op til forventningerne. Et nyt FIFA giver nye muligheder, og det bliver spændende at se, hvad der sker, når det udkommer i september, fortæller Frederik Rom, mens Tamer supplerer:

– Vi skal opnå en top otte-placering. Nu har jeg misset den med Helsingør og AGF, men tredje gang er lykkens gang, tænker jeg!

FIFA 20 udkommer den 27. september, og vores to talentfulde spillere ser frem til den 27. udgave af spillet:

– Jeg glæder mig meget til at se de nye funktioner, og til at se hvem der kommer på Eliten. Det ændrer sig en smule hvert år, fortæller Tamer.

Da spillet først udkommer til efteråret går spillerne lidt i et vakuum på nuværende tidspunkt, hvor de fleste FIFA 19-turneringer er afviklet, og man venter på næste spil. Taser og Rom kan dog sagtens få tiden til at gå:

– Det er stadig FIFA, ligegyldigt om det er 18, 19 eller 20, så det handler om at holde sig i gang indtil næste spil udkommer, fortæller Frederik Rom, der til dagligt går i skole i Hjørring og ellers passer træningen i den lokale fodboldklub ved siden af FIFA-karrieren.

Se deres spillerprofiler her >>>

– Normalt bruger vi 16-20 timer om ugen på FIFA med Weekend League og diverse andre turneringer. Vi spiller både kvalifikationer til internationale turneringer, eSuperliga og Weekend League plus det løse, så det er fedt at vide, at vi også fremover får mulighed for at udvikle os og få sparring her hos AGF Esport, fortæller Taser.

Så snart FIFA 20 udkommer vil holdet samles til en række bootcamps på hjemmebanen i Ceres Park og Arena, hvor spillerne kan komme hinanden ved og vidensdele i samarbejde med træneren Lars ’PrimeTurbo’ Korreborg.

– Vi mødes sjældent fysisk, men online kan vi normalt kommunikere og træne sammen. Men det er rigtig fedt, at AGF giver os muligheden for at afholde bootcamps og få trænet sammen. Det giver noget andet, og jeg glæder mig super meget til at fortsætte i den hvide trøje. Jeg tror, vi går en rigtig spændende tid i møde, forklarer Taser.

Næste store udfordring for vores spillere bliver til FUT Live den 24. august, hvor 32 af landets bedste FUT-spillere dyster om en præmie på 10.000 kroner.