FaagaN: Min vej til trænergerningen

Rasmus ’FaagaN’ Thomsen er træner for AGF Esports CS:GO-hold. Men hvordan ender man som træner, og hvilke mål har den rutinerede Holstebro-dreng for karrieren?

De fleste, der spiller CS:GO, FIFA eller League of Legends drømmer om engang at stå med et flot trofæ efter at have vundet en stor international esport-turnering. Når folk drømmer sig væk til disse store turneringer, er det dog oftest som spillere. Rasmus ’FaagaN’ Thomsen har taget en anden vej. Han er træner for AGF Esport, og han elsker tilværelsen på sidelinjen:

– Det bedste ved at være træner er, når det hele går op i en højere enhed; Taktikken er perfekt, timingen er perfekt, spilleren løser opgaven på præcis den måde, der er aftalt. Så sidder man med en lille smil på læben. Generelt er hele processen omkring det at blive bedre sammen som et hold en utrolig fed oplevelse at være en del af. At folk er passionerede, omkring det de laver, forklarer FaagaN.

En fodskade satte gang i gamerdrømmen

Han blev introduceret til gamermiljøet tilbage i år 2000, hvor det oprindelige counter-strike beta 5.2 var et hit.

– Jeg spillede i mine unge dage en hel del sport og brugte særligt en masse timer på håndbold, men en skade i foden satte mig ud i et halvt år. Mine kære forældre valgt derfor at forsøde tilværelsen med en computer, for at tiden skulle forløbe lidt hurtigere. Derefter blev counter-strike hurtigt en fast del af hverdagen. Jeg opdagede, at jeg var lidt foran de andre drenge, og eftersom alle byens drenge i min aldersgruppe på daværende tidspunkt spillede, tændte det bare en ild til hele tiden at ville blive bedre og være den bedste, siger FaagaN om starten på det hele.

Ved udgivelsen af Counter-strike 1.6 i år 2003 begyndte den konkurrencemæssige del at fylde mere som spiller, og han blev samlet op af sit første professionelle hold i år 2005 i en alder af 15 år. Her kvalificerede FaagaN og holdkammeraterne sig til det officielle VM. Han figurerede herefter i den danske top to indtil karrierens afslutning i 2010. Senere vendte han for en kort stund tilbage, men tiden var ikke til at brillere på samme niveau som tidligere, og så blev musen endeligt lagt på hylden i 2014.

– Jeg fulgte dog stadig spillet tæt fra sidelinjen og begyndte i 2016 at undervise på den lokale ungdomsskole i CS:GO. Netværket derfra bragte mig i kontakt med AGF, hvor jeg så tiltrådte som træner i 2018, fortæller Rasmus.

Da han først fik muligheden for at begynde at undervise i esport, var FaagaN aldrig i tvivl om, at det var det, han gerne ville dedikere sig til:

– Jeg tror, det var min lyst til at give tilbage til det community, der har givet mig så meget, der først og fremmest satte idéen om at blive træner i gang.  At jeg så samtidig kunne kombinere det med at være med til at bygge noget helt nyt op i AGF og få lov til at opleve konkurrenceaspektet af spillet igen spillede også en stor rolle, siger han.

Livet som esport-træner

Når talen på FaagaNs karriere, så er det tydeligt, at han primært ser sig selv som esport-træner. Også selvom han leverede mange flotte præstationer som spiller.

– Jeg bryster mig nok mest af min tid som træner, hvor jeg sidder med en følelse af, at de spillere der har været omkring mig, alle har fået noget brugbart i bagagen – På det personlige plan, såvel som det CS-mæssige. Og så synes jeg også, at vi har skabt noget holdbart i vores setup i AGF, samt nogle resultater vi kan være stolte af, forklarer han.

Netop det med, at have fokus på det personlige og spilmæssige, er noget der kendetegner FaagaNs trænerstil:

– Mit hovedfokus ligger på kommunikation, beslutningstagning samt fælles forståelse, samtidig har jeg meget fokus på at spillerne trives, og at harmonien på holdet er på plads. I mit hoved kan du have de mest avancerede taktikker og planer, men mangler nogle af de tre ovennævnte er du lige vidt, siger træneren.

Esport er stadig en sportsgren i fremvækst, og der er endnu ikke mange der kan leve fuldt ud af det. FaagaN arbejder som selvstændig revisor ved siden af rollen som træner, og han er tilknyttet flere lokale skoler som konsulent inden for esport. Fra 1. august tiltræder han dog på en fuldtidskontrakt hos AGF Esport og kan dermed dedikere al sin tid til at forbedre CS:GO-teamet.

– Drømmen er helt klart at komme til at stå på en af de store scener på et tidspunkt. At komme ud og rejse med holdet og generelt få nogle oplevelser for livet, som man ellers ville være foruden. Jeg håber selvfølgelig også at kunne opbygge en organisation og kultur op omkring holdet, der kan virke som inspiration for andre. Helt personligt handler det nok ligeså meget om at efterlade et godt ”eftermæle” ved de spillere jeg har arbejdet med. Så når de engang sidder til deres første major, så skyder de lige en tanke eller to tilbage til deres gamle, eller nuværende træner, fortæller FaagaN med et smil.

FaagaN har været med fra starten i AGF Esport, og har således været tilknyttet holdet siden begyndelsen af 2018. I disse dage træner holdet sammen ved en bootcamp på Ceres Park & Arena, og så forbereder de sig ellers til endnu en sæson med ESEA Advanced, Powerligaen og meget mere.

Se holdets spillerprofiler her >>>