Efterårsstatus: AGF Esport i rivende udvikling

Det går stærkt i AGF Esport, hvor vi henover sommeren har præsenteret en lang række nye tiltag, som skal medvirke til at styrke organisationens førende status indenfor talentudvikling i Danmark.

Vi har ekspanderet løbende siden etableringen i begyndelsen af 2018, og denne sommer er flere skridt taget for at bringe projektet videre og skabe en større lokal forankring. Både på CS:GO- og FIFA-holdet ser man frem til efteråret, der byder på mange spændende begivenheder.

Gå til FIFA og Counter-Strike hos AGF Esport

Der er etableret Academy-hold i spillene Counter-Strike og FIFA, hvor unge mennesker kan mødes og træne e-sport under kyndig vejledning fra nogle af landets bedste trænere.

Academy-holdene fungerer på samme vis som enhver anden foreningssportsgren, så spillerne træner sammen hver uge med en god blanding af teori og praksis. Her er fokus på kommunikation, socialt samvær og mental- samt fysisk sundhed.

– Academy giver spillerne mulighed for at udvikle sig sammen, og vi får skabt en fed holdånd, hvor drengene både udvikler sig socialt og spilmæssigt, fortæller FIFA-træneren, Lars Korreborg, om muligheden for at blive undervist i FIFA eller CS:GO i Ceres Park.

Du kan læse mere om mulighederne for at gå til CS:GO og FIFA lige her >>>

Nye eksklusive faciliteter

Vi har per 1. september fået nye lokaler og nyt udstyr fra Proshop. Dette blev vist frem til Åbent Hus under Aarhus Festuge, men man er selvfølgelig altid velkommen til at kontakte os, hvis man vil ud og se, hvor fede rammerne for e-sporten er blevet.

Nu kan spillerne således gøre brug af lokaler dedikeret til enten FIFA eller CS:GO, mens et lækkert loungeområde giver mulighed for at koble af og hygge sig mellem kampene.

Lokalerne vil blive anvendt af alle vores mandskaber, hvilket inkluderer vores Academy-hold, førsteholdene i CS:GO og FIFA samt Akademiholdet, der er vores nyåbnede hold for talenter, som på sigt kan udvikle sig til fremtidens FIFA-stjerner.

Store turneringer forude

For førsteholdene venter et spændende efterår.

FIFA-holdet kan se frem til endnu en sæson af eSuperligaen, der sendes på Canal 9 og Dplay, samt en lang række internationale kvalifikationsturneringer. Her har spillerne Tamer Taser og Frederik Rom fået forlænget deres kontrakter, mens et af Danmarks største FIFA-talenter, 13-årige Anders Vejrgang, er blevet tilknyttet holdet, der ledes af en af de bedste trænere herhjemme i Lars ’PrimeTurbo’ Korreborg.

På Counter-Strike fronten er der også mange interessante turneringer i vente. Holdet er blevet en fast del af den danske top 10 og skal i de kommende måneder både kæmpe med i Powerligaen og ESEA Advanced, ligesom en række andre kvalifikationsturneringer venter. Holdet har netop lavet det første salg af en spiller i klubbens historie, da talentet Thomas ’TMB’ Bundsbæk skiftede til Copenhagen Flames per 1. september, og det store talentarbejde har dermed allerede vist sig at bære frugt.

Holdet består derfor nu af Hector ’HECTOz’ Jensen, Magnus ’Fr0slev’ Frøslev, Andreas ’blaq’ Elversøe og Kristoffer ’kristou’ Aamand, mens erfarne Rasmus ’FaagaN’ Thomsen indtager trænersædet.

Vi går altså en begivenhedsrig tid i mødes hos AGF Esport, og hvis du eller dit barn har lyst til at være en del af rejsen, kan I læse meget mere om vores Academy og AGF Esport lige her >>>