Dansk Esport Festival venter i weekenden

De første point i den nye CS Tour skal fordeles, når en række top-10 hold fra den danske CS:GO-scene mødes til Dansk Esport Festival i Hedensted den 20.-22. september.

16 stærke mandskaber er tilmeldt weekendens vigtige LAN-turnering i Midtjylland, og resultaterne kan blive særdeles afgørende for vores CS:GO-mandskab i bestræbelserne på at nå playoff-delen i den nyetablerede CS Tour.

Læs også: AGF Esport deltager i ny CS Tour >>>

– Vi har fået en god seedning, og det ville være helt fantastisk at få en finaleplads eller endda en samlet sejr til weekendens turnering, da det vil give os en fremragende start på CS Touren, fortæller coach Rasmus ’FaagaN’ Thomsen, der igen har hentet Auni ’AvovA’ Chahade ind til at fuldende holdkortet, der også består af Andreas ’blaq’ Elversøe, Kristoffer ’kristou’ Aamand, Hector ’HECTOz’ Jensen og Magnus ’Fr0slev’ Frøslev.

– Som jeg ser det, er der fire hold, der er favoritter til at tage sejren. STEP, Lyngby Vikings, Sigma, Maquinas og os. Vores svaghed må siges at være, at vi ikke har fået spillet AvovA helt ind på holdet endnu, men på den anden side har vi et højt bundniveau, så vi må se, hvad der sker på dagen. I sidste ende bliver det hele afgjort på dagsform og veto, da de nævnte hold er ret jævnbyrdige, forklarer FaagaN.

Vores seneste kampe mod de øvrige favoritter har budt på både sejre og nederlag, så det bliver marginaler, der kan afgøre vores skæbne i Hedensted. I første omgang skal holdet dog kvalificere sig til slutspillet, men det er FaagaN også overbevist om, at holdet vil gøre:

– Vi skal ud og levere fra start, og jeg tror helt sikkert, vi kvalificerer os til slutspillet. Så handler det om at ramme topniveauet i playoff-delen også. De her LAN-events, hvor man mødes fysisk er super fede, og det er noget vores spillere trives rigtig godt i, så jeg tror, at det vil få nogle af dem til at shine en anelse mere end normalt. Stemningen, når man er sammen i sådan et kompetitivt miljø, er noget helt særligt, og det er helt sikkert noget, vi kan have gavn af på vores hold, fortæller FaagaN.

Turneringen begynder fredag aften i Hedensted Centret og varer til søndag. Du kan læse mere om turneringen her >>>

Hvis du selv er interesseret i at spille CS:GO på et mere seriøst plan og måske deltage i den nye CS Tour en gang i fremtiden, så kan du tilmelde dig vores CS Academy lige her >>>