Besøg AGF Esport under Aarhus Festuge

Kom og oplev vores eksklusive gamerlokaler, prøv vores spritnye udstyr og test dine evner mod en AGF Esport-spiller, når vi holder åbent hus for alle interesserede i forbindelse med Aarhus Festuge. Vores tilknyttede trænere vil samtidig stå til rådighed for spørgsmål vedrørende vores Academy og esport generelt.

Aarhus Festuge står for døren, og med det følger en lang række spændende events rundt omkring i byen. Også hos AGF Esport, hvor vi slår dørene op for gæster, der kunne tænke sig at få et indblik i vores voksende esport-organisation.

Ved åbent hus-arrangementet får du mulighed for at indtage vores professionelle gamerfaciliteter fra Proshop, mens du kan blive klogere på vores esport-spilleres tilgang til træning, kost og motion i vores hyggelige loungeområde.

Det vil være muligt at prøve kræfter med computerspillet Counter-Strike og konsolspillet FIFA 19.

Dørene åbnes onsdag den 4. september og torsdag den 5. september i tidsrummet 17-19 og er selvfølgelig gratis.

Meget mere end gaming

Hos AGF Esport arbejder vi med en helhedsorienteret tilgang til gaming og til dette arrangement, vil vi forsøge at give både børn, unge og forældre indsigt i, hvad det vil sige at være en del af en esport-organisation. Her kan du få viden om, hvilke kompetencer og færdigheder man kan tilegne sig gennem gaming og få en større forståelse for, at de gode esport-præstationer kræver meget mere og andet, end timerne foran skærmen. Det handler blandt andet om kommunikation, socialt samvær og mental og fysisk sundhed.

Vi har netop åbnet et nyt CS Academy, hvor du kan gå til CS:GO, ligesom man kender det fra andre foreningssportsgrene. Her træner vi to gange om ugen i de eksklusive rammer i Ceres Park, og du får i forbindelse med åbent hus-arrangementet muligheden for at se, hvordan træningen foregår under kyndig vejledning fra nogle af Danmarks bedste esport-coaches.

Arrangementet finder sted onsdag den 4. september og torsdag den 5. september i Ceres Park, Stadion Allé 70, klokken 17 – Det er selvfølgelig gratis og åbent for alle!

Så tag din ven, far, bror, søster, gamerbuddy eller en helt sjette med til en sjov og lærerig dag i esportens tegn.

——–

Udover åbent hus-arrangementet i Ceres Park, er der også megen anden esport i byen under Festugen. Eksempelvis en Talk om E-sport, hvor et panel bestående af FIFA-gamer August ’Agge’ Rosenmeier, hans far Christian Dalgas, e-esportskommentator Niels ’Rizc’ Topp og tidligere pro-gamer Victor ’V1ctor’ Bruun de Neergaard diskuterer e-sportens rolle og udvikling i Danmark. Læs mere om arrangementet på Aarhus Festuges hjemmeside >>>

Vi håber, vi ses til Åbent Hus den 4. og/eller 5. september klokken 17 i Ceres Park!