AGF Esport sælger spiller til Copenhagen Flames

Thomas ’TMB’ Bundsbæk skifter per 1/9-2019 til det professionelle hold Copenhagen Flames og bliver dermed det første salg i holdets historie.

AGF Esport er blandt Danmarks fremmeste, når det kommer til udvikling- og pleje af esport-talenter, og nu bærer det store talentarbejde frugt, idet 17-årige Thomas ’TMB’ Bundsbæk sælges videre til det nationale top-mandskab i CS:GO, Copenhagen Flames.

Den talentfulde ’entry’ har gennemgået en rivende udvikling, siden han blev signet af AGF Esport i begyndelsen af 2018, og nu er han klar til at tage næste skridt videre i den meget lovende esport-karriere:

– Thomas har været en del af AGF Esport siden stiftelsen og har spillet en stor rolle i vores fremgang og succes. Han har i sin tid på holdet gennemgået en kæmpe udvikling, både som spiller, men også på det personlige plan. Så det er både med glæde, stolthed og vemodighed, at vi nu sender ham videre på det næste eventyr i karrieren. Hans gode humør og engagement vil blive savnet. Jeg ønsker Thomas alt held og lykke i fremtiden, siger CS:GO-træner i AGF Esport, Rasmus Møller Thomsen i forbindelse med salget.

Også direktør i AGF Esport, Dan Jessen, glæder sig over handlen:

– Det er meget glædeligt, at vi er lykkes med at udvikle en spiller til et højere niveau, og at det nu resulterer i et salg. Det styrker os samtidig i troen på vores forretningsmodel, hvor visionen er at indtage en førende rolle indenfor talentudvikling i Danmark.

Thomas Bundsbæk tiltræder 1. september hos Copenhagen Flames og har dermed spillet sin sidste CS:GO-kamp i den hvide trøje i denne omgang.

——-

For kontaktinfo på medvirkende i ovenstående og yderligere oplysninger kontakt venligst:

Jonas Roulund, kommunikationsmedarbejder, AGF

tlf. 41 60 80 01 / jr@agf-as.dk