AGF Esport forstærker eSuperliga-truppen

Mads ’NILL’ Nielsen bliver nu en del af vores i forvejen meget stærke setup på Ceres Park.

Tamer Taser, Anders Vejrgang. Lars Korreborg og Frederik Rom får i den kommende sæson selskab af endnu et stort FIFA-talent, når 21-årige Mads Nielsen trækker den hvide trøje over hovedet.

Han hentes fra TrainE Esport, hvor han stiftede bekendtskab med vores nuværende træner, René Bryner, der også har en fortid på det Årslev-baserede mandskab:

Nu glæder Bryner sig til gensynet med ’NILL’, som blandt andet vil kunne opleves i den kommende sæson af eSuperligaen:

– Vi udvider truppen, da der i den kommende tid vil være risiko for sammenfald mellem eSuperligaen og internationale turneringer, som kræver vores tilstedeværelse. Her kommer Mads til at bidrage med sit høje niveau og gode humør. Han har en lidt speciel spillestil, som hele holdet kan lære af. Jeg har haft fornøjelsen af at arbejde med Nill før og er glad for, at det er lykkes at få ham med til de professionelle rammer her i AGF. Mads er en humørbombe, en fighter og ikke mindst en god holdkammerat, fortæller FIFA-træner, René Bryner.

Mads opnåede en tredjeplads ved dette års Copenhagen Games og er en del af top 100 i Weekend League, så det er endnu en spiller, som skal bidrage til at hæve niveauet og presse de andre til træningerne.

– Med tilføjelsen af Mads får vi endnu en talentfuld FIFA-spiller, som har et stort udviklingspotentiale. Det vil vi gerne medvirke til at dyrke og forløse under kyndig vejledning fra vores træner her hos AGF Esport. Signingen skaber grobund for en sund konkurrence internt på holdet, der kan gavne alle spillernes udvikling og præstationer på sigt, fortæller direktør i AGF Esport, Dan Jessen.

Mads ’NILL’ Nielsen er allerede i fuld gang med træningen hos AGF Esport og kan opleves, når sæson 3 af eSuperligaen sparkes i gang den 13. oktober.

——-

For kontaktinfo på medvirkende i ovenstående og yderligere oplysninger kontakt venligst:

Jonas Roulund, kommunikationsmedarbejder, AGF

tlf. 41 60 80 01 / jr@agf-as.dk