AGF Esport deltager i ny CS Tour

I midten af august kom det frem, at flere danske eventarrangører er gået sammen for at stable en ny stor CS Tour på benene, hvor præmiepuljen som minimum byder på 100.000 kroner. AGF Esport er klar til at tage udfordringen op.

Fem danske esport-events er gået sammen om at skabe en CS Tour, hvor hold og spillere løbende optjener point, som i sidste ende kan resulterer i en invitation til et afsluttende finale-event.

De fem events er Dansk E-sport Festival, RELOAD #8, Thy Party 2019, Geeks Gone Wild 2020 samt Sorring LAN Party. Derudover vil holdene også kunne optjene point i Powerligaen, som vi jo tidligere har vundet.

Kvalifikationssystemet kommer til at fungere således, at de fire hold, der har optjent flest point i ovenstående turneringer vil blive inviteret med til et stort anlagt finalestævne i Odense medio 2020, hvor præmiepuljen som minimum vil tælle 100.000 kroner.

Læs mere om pointsystemet her >>>

Andre events kan stadig nå at blive en del af CS Tour, så mulighederne er mange, for at vores CS:GO-mandskab kan få kampprogrammet tilpasset efter at indsamle så mange point som muligt inden finaleeventet.

Nyt samarbejde sikrer bedre forhold

Hele CS Touren er blevet til på baggrund af et nyt samarbejde kaldet CS:GO Alliancen, mellem større esport-aktører i Danmark. Formålet med sammenslutningen er at skabe et større og bredere samarbejde på tværs af den danske CS:GO-scene, og alliancen består af holdejere, spillere og eventarrangører, der i fællesskab kan opbygge en mere organiseret tilgang til CS:GO herhjemme.

Vores CS:GO-træner, Rasmus ‘FaagaN’ Thomsen glæder sig over den nye organisation og til den kommende CS Tour:

– Det er ekstremt fedt, at vi nu får en mere organiseret turneringsform indført i CS-verdenen. Man kan jo sammenligne det lidt med, at fodbolden har DBU, gymnastikken har DGI, mens esporten har manglet et forbund, der kan sikre bedre rettigheder for alle aktører. i CS:GO Alliancen bliver alle hørt, og derfor bliver det muligt at stable større ting som CS Touren på benene. Nu venter en spændende Tour, hvor vi forhåbentligt kan tage mange point og blive en del af toppen, fortæller FaagaN.

Læs mere om CS:GO Alliancen her >>>

Udover vores deltagelse i Powerligaen, så bliver første mulighed for at indsamle point til den nye CS Tour i Hedensted den 20-22. september, hvor Dansk E-sport Festival løber af stablen. Her er der også 27.500 kroner på højkant i CS:GO Main-turneringen.

Hvis du selv er interesseret i at spille CS:GO på et mere seriøst plan og måske blande dig på CS Touren en gang i fremtiden, så kan du tilmelde dig vores CS Academy lige her >>>